Junior Branch - fra en flok børn med gode idéer til formelle CISV-programmer
CISV’s Junior Branch har udviklet sig fra nogle unger, der skulle underholdes, til en selvkørende del af CISV. Et kig på JB’s historie viser, at CISV har udviklet sig fra mest at handle om venskaber mellem børn til en udadvendt organisation, der involverer sig i omverdenen.
Af Tore Bang Heerup og Signe H. Damkjær
”Når man har været på et CISV-program, har man en helt unik følelse i kroppen. Man er helt høj. Jeg tror, det er den følelse, de gerne ville mødes om for at bevare,” siger Tore Bang Heerup om det, der startede som en genforeningslejr og siden udviklede sig til CISV’s Junior Branch (JB).
JB blev startet af en flok børn, der havde været på Børneby. Børnene blev slæbt med, når deres forældre holdt møder. Heldigvis brugte de tiden på at få en masse gode ideer og arrangere forskellige aktiviteter. ”En af de gode ideer, de fik, var at lave en genforeningslejr for Børnebyerne, hvor de havde mødt hinanden. Det begyndte de at arbejde på allerede i 1956,” fortæller Tore. De besluttede at holde en slags forpremiere på genforeningslejren i Østrig. Det blev til den første Junior Work Committee. Alligevel var det først i 1977, der var nogen, der fandt på at skrive ned, hvad JB’s formål egentlig var, nemlig
1) At sprede budskabet om CISV i vores lokalsamfund
2) At holde CISV-ånden i live
3) At hjælpe lokalforeningerne
4) At nyde hinandens selskab.
Genforeningslejeren gik så godt, at man besluttede at gentage den. Den anden genforening blev holdt i Hørsholm i 1969.
”I starten var det ikke kun juniorer, der var med i genforeningskomiteen. Men til sidst blev komiteen transformeret til det, der i dag er Junior Branch,” siger Tore. Genforeningen udviklede sig til det, vi i dag kender som Seminar Camp. Andre programmer sprang også ud af JB så som Mosaic, IPP og Youth Meeting.
”Det interessant ved at grave i historien er, at det er tydeligt, at CISV er gået fra at være en hyggelig familieorganisation, der ønskede at skabe venskaber mellem børn til en organisation, som engagerer sig i omverdenen med fokus på uddannende aktiviteter,” siger Tore.
”Vi er mere udadvendte i dag. For eksempel i programmet Mosaik, hvor vi arbejder sammen med en lokal organisation.”
Venskaberne og de gode oplevelser er dog stadig de primære årsager til, at Anna Forrest havde lyst til at afløse Tore som National Juniorrepræsentant fra november i år. ”Jeg vil gerne give noget tilbage til CISV. Nu har jeg fået så mange gode oplevelser og gode venner, og så følte jeg, at NJR-rollen var et sted, hvor jeg kunne gøre noget,” siger hun. Det får hun god mulighed for sammen med Lise Westermann, der har været NJR i et år. ”Jeg glæder mig til at blive engageret i de mere værdimæssige diskussioner og lave langsigtede målsætninger for CISV og JB,” siger Anna. Hvordan Anna og Lise kommer til at videreudvikle det, der startede som et projekt for at underholde børn, vil tiden vise.
Kommentarer
Skriv kommentarIndsend kommentar