Et koncentrat af glæde og kram
CISV for Alle er den eneste aktivitet af sin slags. Her mødes deltagere i forskellige aldersgrupper fra alle steder i landet og lærer mere om CISV, om sig selv og om verden.
Af Signe H. Damkjær
Tænk hvis det var dig, der var Afrika. Den tanke kender Astrid fra Århus. Hun har nemlig været på CISV for Alle i Farum. Nogen gange skal man slet ikke så langt for at få en sjov og spændende CISV-oplevelse og lære en masse om, hvordan verden hænger sammen.
Afrika
”På et tidspunkt skulle vi lege en leg i grupper, hvor vi var forskellige steder i verden. Jeg skulle for eksempel være Afrika,” fortæller Astrid Nørgaard Hostrup. ”Så havde vi ni procent af verdens befolkning, men kun tre procent af verdens ressourcer. Det synes jeg, var enormt uretfærdigt.”
Astrid er 13 år og har aldrig været i Afrika. Men hun har oplevet meget andet af verden gennem CISV. For eksempel har hun været på Børneby i Lyon i Frankrig og på Summer Camp i Mexico City. Alligevel syntes hun, det var lige så spændende at tage turen over Storebælt til Farum for at være med til CISV for Alle i oktober. ”Jeg ser CISV-aktiviteterne i Danmark som en inspiration til at være glad og CISV-agtig, når jeg er på programmer ude i verden. Jeg ved slet ikke, om jeg ville deltage i de internationale programmer, hvis jeg ikke havde erfaring med CISV i Danmark,” siger Astrid. ”Desuden er der gået to år mellem min Børneby og min Summer Camp, så der skulle ske noget ind i mellem.”
Og det er netop det, der er tanken med CISV for Alle, forklarer Emil Bo Nielsen, der er formand for CISV for Alle-udvalget. ”Formålet med CISV for Alle er at skabe et sammenhold blandt de yngste CISV’er fra hele landet. Vi vil gerne genskabe de minder, som nogen har fra deres camps. Samtidig giver vi nye deltagere indblik i, hvad vi laver i CISV. For CISV er så meget mere end ’bare’ at skabe fred i verden,” siger han. ”Det er ikke alle, som kan komme af sted på de internationale arrangementer, fordi de enten falder uden for aldersgrupper eller ikke får tildelt pladser. Derfor er det vigtigt at afholde CISV for Alle, så vores medlemmer bliver ved med at være motiverede til at være med i organisationen.” Og hvis man spørger Astrid, så lykkes det meget godt: ”Det er utroligt, at man kan være så glad på fire dage. CISV for Alle er et koncentrat af ægte CISV-glæde og kram,” siger hun.
En enestående aktivitet
CISV for Alle adskiller sig fra andre CISV-aktiviteter på flere måder. For eksempel har alle mulighed for at deltage. Uanset hvor i landet, de er fra, og om de er medlem af CISV Danmark eller ej. Det specielle er også, at der er deltagere i forskellige aldersgrupper. ”De 10-13-årige er de små, og de 13-15-årige er det store. Hvis man er 13 år, kan man altså selv vælge,” forklarer Astrid. ”Det giver en helt speciel atmosfære blandt deltagerne,” mener Emil. ”Jeg fik rigtig mange nye venner på kort tid. Der var ikke nogen, der talte ned til mig, fordi jeg var yngre. Samtidig kunne jeg også godt blive smittet af de 11-åriges energi,” fortæller Astrid. Selvom Astrid og de andre deltagere har leget meget og lavet mange sjove aktiviteter, er CISV for Alle ikke kun sjov og ballade. ”Jeg gik derfra med en følelse af at have lært en masse. For eksempel blev jeg opmærksom på, hvordan nogle dele af verden så som Nordeuropa er utrolig dominerende i forhold til for eksempel Afrika,” siger Astrid. For det er ikke bare en leg at være Afrika og kun have adgang til tre procent af verdens ressourcer. ”Jeg blev helt mundlam, da jeg fandt ud af, at det var rigtige tal. Så fik jeg en følelse af, at verden er virkelig urimelig. Og at det skal vi bare lave om på. Yes we can – Men det er bare lidt svært, når man sidder i Århus og gerne vil hjælpe dem i Niger.”
For de hurtige
CISV for Alle-udvalget havde i år sat en øvre grænse på 90 deltagere. Det var der flere grunde til. ”For det første er vi et helt nyt udvalg, som skulle stå for arrangementet. Derfor ville vi ikke kaste os ud i et kæmpe arrangement med 160 deltagere,” forklarer Emil. ”En anden grund er, at CISV Danmark står i den situation, at det er svært for lokalforeningerne at finde skoler og frivillige. Derfor er det nemmere at få en lokalforening til at ’lægge hus’ til et arrangement med færre deltagere.” Det lavere antal deltagere har nu også sine fordele. ”Det skabte en tættere atmosfære mellem deltagerne. De havde nemmere ved at samarbejde om aktiviteterne. Det kan man selvfølgelig også, når man er 160 personer, men det kræver mere overskud og bedre planlægning,” siger han. Tilmeldingsproceduren er dog en af de ting, han gerne vil gøre bedre til næste år. ”I år brugte vi ’først-til-mølle’ metoden. Det har vi fået stor kritik for. Hvordan det så bliver til næste år, vil tiden vise. Men vi håber at kunne finde en løsning, der kan gøre alle tilfredse.”
Kommentarer
Skriv kommentarIndsend kommentar