.Nyhedsbrev august 2011
NYHEDSBREV AUGUST 2011
Kære medlemmer,
I løbet af sommeren har vi gennemført 3 vellykkede delegations-rejser. 2 af delegation har bidraget med et ”rejsebrev”, som I kan læse herunder:
Børneby i Forli i Italien fra den 1. – 28. juli 2011
Jeg husker tydeligt min første dag I Italien.
Vi blev hentet af Luciana, som er CISV præsidenten i Italien. De hentede os fra togstationen og ankom sammen med den portugisiske leder samt den amerikanske JC.
Jeg var utrolig spændt og kunne ikke vente til at møde de andre. Da vi ankom til campen, ventede der 5 piger udenfor skolen og kiggede spændt på os med et kæmpe smil på læben. Det var de andre ledere, der var ankommet. Vores første dag, gik med at lære hinanden at kende og planlægge lidt af hvert indtil de andre ledere ankom. Det var hyggeligt!!!
Anden dag ventede vi spændt på børnene. Vi savnede dem, for vi havde brug for børnenes energi til at sætte gang i kampen. En efter en ankom børnene og det var så dejligt at se alle børnene fra de forskellige lande. Jeg glemmer aldrig, da den brasilienske delegation ankom. De snakkede løs og havde store kropsbevægelser, mens de snakkede. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Så dejlige børn!
Jeg husker ikke alle dagene helt præcis, så jeg vil gerne fortælle overordnet om min oplevelse.En ting er helt sikkert og det er at CISV-Italien, er noget af det hårdeste jeg nogensinde har lavet.Vores dag startede kl. 8 om morgenen og sluttede kl. 2 om natten. Sådan fortsatte vi i 28 dage.
Hver aften havde vi møder efter børnene lagt i seng, og det eneste tidspunkt vi havde tid til at lære hinanden at kende, var efter mødet, som ofte sluttede kl. 24. I løbet af dagen havde vi overhovedet ikke tid til hinanden eller tid til at tage en lille lur. Der var altid noget vi skulle lave eller snakke om, og det synes jeg var rigtig hårdt! Men tiden fløj hver dag, fordi vi havde så meget at se til. Som sagt, er CISV noget af det hårdeste jeg har lavet, men samtidig noget jeg vil huske for livet. Alle de dejlige og fantastiske mennesker jeg har mødt og lært at kende og alle de gode venner man har fået. Det er noget man vil huske for livet.
Og børnene er jo så fantastiske og sjove og man får lov til at se, om man er i stand til at kunne være en god ven samt en god leder overfor børnene. Jeg var rigtig nervøs i starten for, at jeg ikke vil være god nok, som leder og at jeg ikke vil kunne finde ud af at håndtere børnene, da de kommer fra forskellige lande og har forskellige baggrunde, men jeg var rigtig positiv overrasket over, hvor godt jeg klarede det og hvor glade børnene var for mig. Det var bare den bedste oplevelse, at få bekræftet, at man kan klare opgaven som leder. Jeg havde det så sjovt og det var en fed oplevelse. Maden var RIGTIG god, bortset fra morgenmaden. Jeg elskede virkelig maden og vi var alle rigtig tilfredse. Så det takker jeg dem virkelig for.
Uden man er klar over det, får man UTROLIG meget ud af at være på en CISV camp.
Jeg personligt er blevet meget mere åben og imødekommende og har styrket min selvtillid.
Jeg stoler og tror meget mere på mine egne evner og ved at jeg sagtens kan udføre en opgave, hvis bare jeg inderst inde giver mig 100 %. Det kræver kun vilje!
Mine evner med børn var overraskende. Jeg fik af vide af flere børn, at jeg var deres yndlings leder, selvom jeg var meget striks og kontant overfor dem. Men jeg har lært at børn har brug for at få sat grænser. Ved at være lidt hård overfor børnene, vandt jeg deres respekt.
Det var simpelthen så overraskende at se. Jeg var stolt over at jeg kunne vinde deres respekt.
Det var det vigtigste for mig. På den måde havde jeg også nemmere ved at komme tættere på børnene og vinde deres tillid. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg vil aldrig glemme CISV. Det har givet mig en livs erfaring.
Men hvor var jeg dog stolt af den danske delegation. Mine børn var jo sååå fantastiske. Alle ledere snakkede hele tiden om, hvor dejlige de danske børn var og hvor velopdragede og høflige de var. Det gjorde mig bare så stolt, som leder og lettede min opgave rigtig meget. Mange af børnene var meget frække og pressede virkelig grænserne. Det var hårdt for nogle af lederne, at deres børn ikke vil høre efter og følge reglerne. Derfor var jeg bare så stolt over at mine børn var høflige, hjælpsomme og virkelig betænksomme overfor de andre børn samt ledere. De var fantastiske!!! Det var en skøn oplevelse at få af vide af mine børn, at jeg også havde været en fantastisk leder overfor dem og jeg havde været så rar og sjov at være sammen med. Det gjorde mig bare så lykkelig! Endnu engang bliver man bekræftet over at man kan, hvad man vil, så længe man har lysten og viljen.
Jeg vil sige tusind tak fordi I har givet mig lov til at få denne oplevelse, som vil blive husket resten af livet. Jeg er evig taknemmelig for at jeg fik lov til at komme afsted. MANGE TAK!!!
Når jeg en dag får børn selv, skal de også have lov til at få denne oplevelse med CISV.
Det var jo en KÆMPE oplevelser for de børn, der var afsted, og jeg vil selv gerne have at min børn skal ind i CISV. Det er jo så fedt og konceptet omkring organisationen er fantastisk.
MVH
Eda Øzdemir
Børneby i San Fransisco, Californien, USA fra den 26. juni til den 21. juli 2011
Efter mange sjove og gode forberedelsestimer i løbet af hele foråret, så blev det pludselig d.24. juni 2011. Dagen hvor vi skulle afsted mod USA og ud på vores livs oplevelse, nemlig CISV børneby langt langt væk hjemmefra. Vi skulle ud på en lang rejse helt over til San Francisco, USA.
Børnebyen startede med at vi boede hos en værtsfamilie, som var rigtig gæstfrie og flinke. Efter 2 dage begyndte børnebyen for alvor, hvor der var lande fra hele verden; Brasilien, Canada, Costa Rica, Danmark, Guatemala, Honduras, Indien, Indonesien, Norge, Spanien, Thailand, USA.
Det var utrolig spændende at få indsigt i andre nationaliteter, kulturer, traditioner og ikke mindst at få rigtig mange gode venner fra hele verden.
På campen fulgte vi hver dag et fastlagt skema, hvori var indlagt aktivitetstid, som bestod af alle mulige forskellige slags aktiviteter. Det kunne være alt lige fra navnelege, vandkamp, teater, modeshow til mere seriøse aktiviteter som tillidsøvelser eller aktiviteter, hvor man fik indsigt i kulturer, globale debatemner eller fik erfaring og følelse på egen krop omkring andre og mere ukendte måder at leve på rundt om i verden. Men samlet har de mange aktiviteter alle sammen været med til at gøre børnebyen til en helt uforglemmelig oplevelse, som vi aldrig vil glemme vi har deltaget i.
Det var en måned med fuld fart over feltet og inden vi så os om, så stod vi igen pludselig i lufthaven og skulle hjem mod lille Danmark, men vi glædede os også til at se vores familier og venner derhjemme. Men en ting er sikkert, vi er en oplevelse for livet rigere og med venner fra mange forskellige lande, som man via internettet og især facebook har rigtig gode muligheder for at holde kontakten med, og måske komme til at se igen i fremtiden i CISV sammenhænge.
Børnebyen i San Francisco var altså en stor oplevelse for os alle fem
Anna, Sofie, Noah, Jonatan og Christina
Endnu ved vi ikke, hvilke delegationer vi får mulighed for at sende afsted til sommeren 2012, men vi ved, at vi skal afholde en summercamp for 15-årige. Til dette har vi en aftale med ”Østhimmerlands Ungdomsskole” i Bælum, hvor campen skal have base.
De unge mennesker ankommer fredag den 6. juli 2012 og rejser hjem igen lørdag den 28. juli 2012. Allerede nu kan vi sige, at vi får brug for Jeres hjælp. Bl.a skal der findes værtsfamilier for de unge i forbindelse med delegationernes ankomst. De får brug for privat overnatning fra fredag 6. juli til søndag 8. juli. Vi får også brug for hjælp på campen. Bl.a. skal lederne have en friaften, hvor vi får brug for ”barnepiger”, det vil være rart med noget hjemmebag og hjælp i køkkenet. Alt dette kommer I til at høre mere om.
I år har både CISV Danmark og CISV Danmark jubilæum. Vi kan fejre 20 års jubilæum og CISV Danmark kan fejre 60 års jubilæum.
I den forbindelse indbyder CISV Danmark til jubilæumsfest i forlængelse af CISV´s stormøde. Begge dele afholdes lørdag den 17. september.
Man kan læse meget mere om såvel fest som stormøde på
www.cisv.dk/nyhed/2011/60aar -
her kan man også tilmelde sig.
Vores jubilæum afholdes lørdag den 19. november 2011. I den forbindelse vil det glæde os at se både nye og gamle CISV´ere. Vi håber, at mange delegationer vil deltage og benytte anledningen til at mindes deres rejser og oplevelser som CISV´er. Vi arbejder på at lave en happening om eftermiddagen i Aalborg og holde jubilæumsfesten på Tornhøjskolen om aftenen. Mere info om arrangementet samt tilmelding kommer senere. Har du gode ideer til vores jubilæum hører vi gerne fra dig.
Fredag den 23. september til søndag den 25. september afholder vi ICUW 2. Dette arrangement er for de unge, der har været på Interchange i løbet af sommeren 2011.
Vi vil få brug for Jeres hjælp i forbindelse med de måltider, som vi skal sørge for. Vi vil snarest sende mere oplysninger om dette, men vi beder Jer allerede nu notere I jeres kalendere, at CISV har brug for Jer.
Husk, at når vi sender vores unge ud, så hjælper andre til, at de får en uforglemmelig oplevelse, og det skal vi jo gerne kunne give tilbage.
Her er et link til ”hjælpe-skema” til ICUW:
https://spreadsheets.google.com/spreadsheet/ccc?key=0AqI-OTa18gkIdGJubEZ...
CISV for alle
Vedhæftet er invitationen til dette års CISV FOR ALLE i pdf-fil. Der vil i år blive afholdt to CFA'er i forlængelse af hinanden, en for 10-12 årige og en for 13-15 årige. Begge vil blive afholdt i efterårsferien på Kastrupgaardsskolen på Amager.
Tilmeldingen foregår i år online på CISV's egen hjemmeside. Der er et link til den i invitationen. Tilmeldingen åbner mandag d. 29. august.
Nyhedsbrev nr. 1 2011
Kære medlemmer,
Om end vi er godt i gang med 2011, vil vi starte med at ønske Jer alle et godt nytår.
Det kommende år byder på mange spændende oplevelser – også i CISV-regi. F.eks. har CISV Danmark 60 års jubilæum, mens vores lokalafdeling kan fejre sit 20 års jubilæum til efteråret. I kan læse lidt mere om dette og meget andet i dette nyhedsbrev fra Jeres CISV lokalforening.
I år har vi en Børneby til San Francisco, USA i perioden 24. juni til 21. juli. Christina Baun, 24 år og fra Århus er leder på gruppen, som indtil nu består af 1 dreng og 1 pige. Der er altså plads til endnu en dreng og en pige.
Vi har også en Børneby til Forli, Italien i perioden 1. juli til 28. juli. Her er Eda Öxdemir leder. Eda er også 24 år, opvokset i Århus men studerer nu i Aalborg. Der er 2 piger og 1 dreng tilmeldt, så der er plads til endnu en dreng.
Alex Hendriksen er børnebys-koordinator til begge børnebyer og kan kontaktes for yderligere info på lla [dot] luxus [at] stofanet [dot] dk
Alex har i en længere periode, været meget aktiv i CISV – og har så vidt vides ikke planer om at trække sig helt ud af CISV. MEN, Alex kunne godt tænke sig at afgive sin post som børnebys-koordinator efter denne sommers børnebyer. Så er du frisk på at hjælpe med dette arbejde, hører vi gerne fra dig. Det er ikke en betingelse, at man også deltager i bestyrelses-arbejdet, man kan godt ”nøjes” med at være koordinator.
Du kan evt. kontakte Alex for yderligere info om arbejdsopgaverne til denne funktion.
I år har vi også en Interchange til Smokie Mountain, USA. Der er tilmeldt 2 drenge og 2 piger til Interchange, så der er plads til endnu en dreng og en pige. Vi mangler en leder til denne tur, så kender du en – eller er du selv interesseret hører vi gerne nærmere.
Majlis Møhlenberg og Mona Svendsen er Interchange-koordinatorer og kan træffes for yderligere info på henholdsvis mam [at] kmd [dot] dk og mona [at] monita [dot] dk
Som vi skrev i indledningen har vi 20 års jubilæum i dette år – helt præcist den 21. november 2011. Vi har bestemt, at vi vil markere denne dag, men har endnu ikke fastlagt et program. Tips og gode ideer til markering af dette jubilæum modtages med glæde. Du kan evt. skrive til Nina på ninja [at] loeve [dot] net
CISV Danmark har også jubilæum. Det vil de også markere på en måde. Der kommer sikkert mere nyt om
deres jubilæum på www.cisv.dk
Hjemmesiden for både CISV Danmark og for lokalforeningerne er opdateret og i nyt design. Vi opfordre til, at man jævnligt kigger på både www.cisv.dk samt for vores lokalafdeling www.cisv.dk/cisv-aalborg
Nu starter vi snart op for vores Junior-klub. Junior-klubben er tiltænkt de 12 til 16-årige og er tiltænkt som en mulighed for at holde forbindelsen til sine venner fra CISV-ture samt møde andre unge CISV-medlemmer. Vi har booket lokale i HUSET i Hasserisgade, Aalborg den første onsdag i hver måned fra kl. 18.30 til 21.30. Vi håber at unge CISV´ere har lyst til at komme til disse arrangementer. Venner til CISV´ ere er velkomne til at tage med sammen med et CISV-medlem.
Se nærmere på vores hjemmeside www.cisv.dk/cisv-aalborg
Vi står for UVX den 29. april til den 1. maj 2011. Der er 89 deltagere, som har med Seminar, IPP og Summercamp at gøre. Vi regner med at kunne benytte Tornhøjskolen til dette arrangement.
Vi vil få brug for hjælpere i forbindelse med følgende måltider: aftensmad fredag, morgen, frokost og aftensmad lørdag samt morgenmad søndag. Meget af maden vil være færdiglavet, så det er hovedsageligt hjælp til at dække op, rydde op og vaske op i forbindelse med måltiderne, som vi har brug for hjælp til.
Vi opfordre til, at så mange som muligt tilbyder at hjælpe et par timer, så det ikke er de samme få, som skal stå med mange opgaver.
I kan skrive jer på listen her: https://spreadsheets.google.com/ccc?key=0AqI-OTa18gkIdGJubEZzemdvOExSdHZ...
Vi har også sagt ja til at afholde ”Noget-for-dig-weekend”. Det er en mini-børneby, hvor man kan opleve lidt af, hvad der sker i en børneby. Deltagerne er fra Fyn, Aarhus og Aalborg. Der er 25 deltagere fra lørdag den 29. januar til søndag den 30. januar 2011 og arrangementet foregår på Herningvejens skole.
I kan skrive jer på listen her:
https://spreadsheets.google.com/ccc?key=0AqI-OTa18gkIdFZwLUJncnNUaHNCSVR...
Endelig vil vi hermed indkalde til Generalforsamling.
Vi indbyder alle medlemmer samt nye delegationer samt deres forældre til en hyggelig aften. Vi starter med generalforsamling og derefter møder alle vores nye delegationer deres ledere, og får fastlagt program for de næste møder.
Vi serverer i løbet af aftenen sandwich samt øl og vand.
Generalforsamlingen afholdes på Herningvejens Skole den 14. februar kl. 19.00
Dagsorden iflg. vedtægterne:
a Valg af dirigent
b Bestyrelsen aflægger beretning
c Bestyrelsen fremlægger regnskab for 2010
d Bestyrelsen fremlægger forslag til budget for 2011
e Behandling af indkomne forslag
f Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
g Valg af 1 senior- og 1 juniormedlem samt disses
suppleanter til CISV Danmarks
repræsentantskab. Valget sker blandt foreningens bestyrelsesmedlemmer og disses
suppleanter. Valgperioden er 2 år
h Valg af 2 revisorer
i Eventuelt
Vi glæder os til at se jer.
Venlig hilsen
CISV Aalborg bestyrelse